Familien Andersen i Almunecar
Menu
Rejsebreve og billeder
Christian
Anna Frida
Gæstebog

Hasta pronto, Almuñecar

 

 

Quisiera lavar el coche.

 

Pesa demasiado esta maleta?

 

 La cuenta por favor!

Søndag den 8. november, Playa de Cabria...en sidste svømmetur

Søndag den 8. november, Playa de Cabria...en sidste svømmetur

Playa de Cabria...Halløj på Badehotellet

Playa de Cabria...Halløj på Badehotellet

Restaurante Casa Antonio, Playa de Cabria...dejligt sted, god mad og fantastisk udsigt over havet

Restaurante Casa Antonio, Playa de Cabria...dejligt sted, god mad og fantastisk udsigt over havet

Alhambra

Alhambra

Alhambra

Anna Frida og Christian i Alhambra

Anna Frida og Christian i Alhambra

Carlos den V palæ...minder om Københavns politigård

Carlos den V palæ...minder om Københavns politigård

Generalife, Nasridekongernes lystslot 200 m fra Alhambra

Generalife, Nasridekongernes lystslot 200 m fra Alhambra

I Alhambra mærkede vi flygtigt efterårets kølige ånde. Mon alle bladene er faldet af træerne i Danmark?

I Alhambra mærkede vi flygtigt efterårets kølige ånde. Mon alle bladene er faldet af træerne i Danmark?

Vi havde Ruth og Egon, Lisbeths faster og onkel til spisning i tirsdags. Det var hyggeligt

Vi havde Ruth og Egon, Lisbeths faster og onkel til spisning i tirsdags. Det var hyggeligt

En lille tapas og en forfriskning

En lille tapas og en forfriskning

De meget flotte, hvide kvindeskulpturer er blevet udhugget, mens vi har været hernede og står i Den Palmebotaniske Have

De meget flotte, hvide kvindeskulpturer er blevet udhugget, mens vi har været hernede og står i Den Palmebotaniske Have

Mini Hollywood

 

Den dramaromantiske fortælling inspireret af det hårde og barske liv på prærien i USA fra dengang, hvor den hvide mand for alvor tog fat på at undertvinge sig både naturen og de indfødte under mottoet: Skyd først og spørg bagefter, er stadig en god historie. Og den var også værd at køre efter, for legemliggørelsen af Det Vilde Vesten ligger godt 150 km fra Almunecar i østlig retning. Fra midten af tresserne og adskillige år frem blev der produceret mængder af cowboyfilm i det Arizona-agtige landskab i Andalusiens sydøstlige hjørne. Landskabet oppe bag havnebyen Almeria faldt især i de italienske filmproducenters smag, og så var genren spaghetti-western skabt. Sergio Leones klassiker Den gode, Den onde og Den grusomme er undskyld udtrykket – skudt – i de omgivelser. Udover Det Vilde Vesten temaet ligger Mini Hollywood også hektarer til en zoo med dyr fra fem kontinenter, heriblandt den brune bjørn, der var i kamphumør med kæberne på gled, da vi kiggede forbi. Heldigvis var vreden ikke rettet mod på os, men en anden bjørn. Den er stor og bomstærk, sådan en fætter.

Der var optræden i saloonen med ægte revolvermænd og lette piger, der kunne spjætte med benene. I hovedgaden hængte dillichancekusken ud med bedemanden og på kirkegården lå Jessie James. Han dødede med støvlerne på, kunne vi læse indmejslet på det frønnede bræt seks fod over præriens svar på Robin Hoods jordiske rester. Stedet osede af minder fra barndommen og ungdommen og af dengang, man så westernfilm i tv i de gamle monopoldage. Da vi kørte hjem forsvandt solen i horisonten ligesom i Lucky Luke –

I ’am a poor lonesome cowboy

… long way from home …

Can can-show i saloonen

Can can-show i saloonen

Skyd ikke på pianisten!

Skyd ikke på pianisten!

Ægte cowboy-dans

Ægte cowboy-dans

Superforbrydder nr. 1

Superforbrydder nr. 1

Bjørnebandemoren

Bjørnebandemoren

Sheriffens kontor

Sheriffens kontor

Dalton-brødrene?

Dalton-brødrene?

Man kan næsten se Clint E komme ridende på sin ganger gennem kløften

Man kan næsten se Clint E komme ridende på sin ganger gennem kløften

Zoologisk have, som vi også havde adgang til, lå lige ved siden af Mini Hollywood. Haven var indrammet af en fantastisk flot natur

Zoologisk have, som vi også havde adgang til, lå lige ved siden af Mini Hollywood. Haven var indrammet af en fantastisk flot natur

Halloween

Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det – er en af Storm P.’s fluer. Det oplever man imidlertid anderledes i Almunecar. For som bestilt til lejligheden fremførte isotoperne en meteorologisk kolbøtte.

Vi var på stranden, og solen bankede løs med de sædvanlige grader, der er nærmere 30 end 25, fra en skyfri himmel. Vi havde lige vekslet et par ord med andre strandgæster om, hvor heldige vi er med vejret, og så tog vi endnu en dukkert i Den Tropiske Bugt, men, men, men – det skulle snart ændre sig. Vi havde ikke taget datoen i ed. Den 31.10. halloween. Lydløst blev bjerge og bebyggelse langsomt væk i tåge, og solen gjorde klar til et opofrende forsvar af Playa de san Christobal. Fra begge sider af bugten kom en kæmpe tågebanke langsomt nærmere og nærmere - fast besluttet på et fjendtligt overtag af stranden denne sidste dag i en ellers rekordvarm oktober måned. Fra vores lejr på stranden forsvandt først til den ene side udsynet til vores hotellejlighed, til den anden side blev fiskerbådene og palmerne mindre end hundrede meter væk omsluttet af den fugtige, grå og luftige vandmasse, der bevægede sig med et tempo og beslutsomhed som dræbersnegle på efterårsmanøvre. Både solen og vi pakkede sammen. Tog hjem og tænkte: Det var li’ godt fantastik. Så var stemningen og kulissen sat til halloween, og vi kunne udhule vores hjembragte græskar fra den dramatiske bjergtur forleden og stille det på altanen, og så kunne mørket og tågen bare komme an.

Mens disse linjer bliver til, er solen igen gået solo og spiller ud med 27 grader. Almunecar d. 1. 11. 09.

Et lille forkølet græskarhoved

Et lille forkølet græskarhoved

Besøg af byens børn

Besøg af byens børn

Et sidste farvel til en skøn by

Et sidste farvel til en skøn by

Sevilla

 

Gaderne i den historiske bykerne er spundet tæt sammen, som var tidernes byplanlæggere inspireret af både Fibonaccis talrække og det æstetiske i et edderkoppespind, og man finder sin vej rundt ved brug af lige dele bykort og intuition. Men nogle gange fejler intuitionen, og indimellem er det som om, kortet også mangler nogle gader. Men så er det godt, at sønnikes stedssans er formidabel. En aften vi var ude og gå, stod vi i den aftenmørke gade og slog plat og krone om, hvilken vej vi skulle gå, da yngstemanden sagde: Vi skal den her vej. Og ganske rigtigt – længere fremme lå hotellet. På vores vandring rundt i byen har flere både unge og ældre kvinder rakt tunge af yngstepigen, hvilket i Spanien åbenbart betyder: Du ser sød ud.

Tyrefægterarenaen i Sevilla er landets næstældste, og da sæsonen for tyrefægtning er slut for i år turde vi godt nærme os Plaza de Toros de la Maestranza. Vi mødte op med fordommene helt ude i strakt arm, men nysgerrigheden sejrede, og efter en spændende guidet tur rundt i en ukendt verden, er fordommene ikke længere ude i strakt arm.

På Museo del baile flamenco, der udover et interaktivt museum, som fortæller flamencodansens oprindelse og udbredelse også byder på underholdning om aftenen. Vi købte billet til både museum og aftenens optræden. Det indre skæve smil over de lokales fodstamp og klapperier blev erstattet af stående ovationer ovenpå 50 min. intens andalusisk folkedans.

Sevillas katedral er enorm og ifølge vores kilder Europas største. Imponerende og overvældende. Støjniveauet i de hellige haller var væsentligt højere end den ro og andægtighed, der ellers plejer at kendetegne en kirke uanset størrelse. Fra klokketårnet, La Giralda, så vi udover et storbyområde, som ibererne grundlagde for flere tusinde år siden. 

Sevilla er absolut et genbesøg værd om nogle år. Måske bider vi den sidste rest af fordommene i os og sidder blandt de 12000 andre tilskuere til tyrefægtning i den nyrenoverede arena.

Morgenmad i Sevilla

Morgenmad i Sevilla

Klar til flamencoshow

Klar til flamencoshow

Tyreporten

Tyreporten

Sevillas tyrefægter-arena

Sevillas tyrefægter-arena

Imponerende bygningsværk

Imponerende bygningsværk

Christopher Columbus

Christopher Columbus' gravsted i katedralen

35 etager op til toppen

35 etager op til toppen

Klokkerne i katedralens tårn

Klokkerne i katedralens tårn

Sevillas tyrefægter-arena set fra toppen af katedralen

Sevillas tyrefægter-arena set fra toppen af katedralen

Den Spanske Plads

Den Spanske Plads

Sevillas små gader

Sevillas små gader

Så er Sevilla nået. Vi ankom godt frokosttid og var faktisk ret stolte over, at vi næsten ikke skulle have hjælp til at finde hotellet. Ensrettede gader gjorde dog, at en vældig flink Antonio satte sig bag rattet i vores lille blikspand.

Hotellet ligger i hjertet af Sevilla tæt på katedralen, tyrefægterarenaen, flamengomuseet og masser af små tapasbarer.

I dag har vi bare dimset rundt, drukket kaffe og indsnuset Sevilla i slentrende tempo.

Musik på hotelværelset... og Christian og Anna gik amok som rockstjerner...vurder selv!

 

Der blev danset og sunget for åben balkon...lige ned i Sevillas gader

Der blev danset og sunget for åben balkon...lige ned i Sevillas gader

Scenen indbefattede også øverste køje

Scenen indbefattede også øverste køje

Christian fyrer den maks af...

Christian fyrer den maks af...

...og Anna Frida holder sig ikke tilbage

...og Anna Frida holder sig ikke tilbage

Talentshow i Sevilla...Hov! Der kom jeg til at lægge det samme billede ind 2 gange

Talentshow i Sevilla...Hov! Der kom jeg til at lægge det samme billede ind 2 gange

En chaufførs bekendelser i et lyskryds

I det tidlige forår blev en stilling ledig som chauffør for Lisbeth og hendes børn, der skulle på orlov i Sydspanien. Da jeg kendte lidt til familien i forvejen, søgte jeg stillingen og fik den. Men jeg skulle have læst det med småt i kontrakten, og nu er det for sent. Anyway, jeg må løbe alt det jeg vil, når bare jeg er klar som et søm, når familien har brug for det, hvilket stort set er 24 – 7. Jeg klager ikke, det er lykkedes en enkelt sen nattetime at liste mig ud til lidt løb på trapperne i ejendommen, og som Lisbeth siger, jeg skal være glad for, at vi bor på sjette etage. Hver dag får jeg udleveret nogle mønter, som jeg selv må holde hus med. Lisbeth mener, man kan købe mange dagligvarer for de penge. Jeg behøver heller ikke at pakke mit tøj i kufferten, når vi skal hjem, for pladsen skal bruges til alt det tøj og souvenirers, Lisbeth har købt på mit VISA-kort. Nå, nu skifter det til grønt, jeg må ud og skubbe bilen, jeg får først penge til benzin i morgen.

 

Back to basic!

 

Interesserede kropsdyrkere søges til Jan Erik Andersens nye motionscenter: Sun and Fun.

Der arbejdes med naturmaterialer bl.a. strandens sten, og Jan Erik Andersen hjælper dig via andalusisk inspirerede ekspressive øvelser med at overføre stenens sjæl til din krop. Der suppleres selvfølgelig med daglig løbetræning.

Guruen for det nye fitnesscenter udtaler med tydelig røst og på klingende fynsk: ”Det' arler' for sen' at få muller af sten”. Og så er alle andre ord vist bare overflødigt fyld.

Mød op i de nye lokaler og få en uforpligtende prøvetime. Fitnesscentret er åbent i alle døgnets timer.

 

 

Dunke fyldt med strandsten...de er skøre de fynboer

Dunke fyldt med strandsten...de er skøre de fynboer

Billedet taler vist sit eget sprog. Der er ingen grund til at frygte, at stakkels Jan ikke får dyrket sin motion

Billedet taler vist sit eget sprog. Der er ingen grund til at frygte, at stakkels Jan ikke får dyrket sin motion

Granada nok engang

Anna Frida indfangede regnbuen med kameratet

Anna Frida indfangede regnbuen med kameratet

Katedralen i Granada var meget smuk

Katedralen i Granada var meget smuk

To troldeunger i en smuk katedral

To troldeunger i en smuk katedral

Læg mærke til spøgelserne i spejlet

Læg mærke til spøgelserne i spejlet

På rundtur i Almuñecar

Almuñecars turistkontor er et minipalads i maur-stil

Almuñecars turistkontor er et minipalads i maur-stil

Inde bag de lyserøde mure, fandt vi en fantastisk lille oase

Inde bag de lyserøde mure, fandt vi en fantastisk lille oase

Bagerst i haven stod dette grønne slot. Anna Frida følte sig som en prinsesse med eget slot

Bagerst i haven stod dette grønne slot. Anna Frida følte sig som en prinsesse med eget slot

Haven var fyldt med flotte stenskulpturer

Haven var fyldt med flotte stenskulpturer

Castillo san Miguel

Castillo san Miguel

Castillo san Miguel, borgen i Almuñecar er et besøg værd

Castillo san Miguel, borgen i Almuñecar er et besøg værd

Et glimt ud gennem borgmuren

Et glimt ud gennem borgmuren

Stormen

Forleden oplevede vi en subtropisk storm. Det er svært at gengive med vores digitalkamera, men oplevelsen af sydvestenvinden med 120 i timen fare indover kysten var overvældende. Palmerne på stranden opgav fuldstændig at agere læhegn, de måtte snarere løfte op i rødderne for ikke at blive våde af bølgerne, der kom tæt på det døgn, det tog stormen at rase af. Bølgerne var ikke verdens største, men de kom med en frekvens og slagvolumen, der afslørede, at kong Neptun trænede hårdt i sit undersøiske fitnesscenter.

Den yngste sagde, at der måtte være mange hajer i vandet i dag, og jeg bryggede videre på det og tænkte: Ja, for søren – sådan som det viser tænder.

Bagefter vendte solen tilbage, og der blev stille og varmt igen.

 

 

Storm over Almuñecar

Storm over Almuñecar

Solopgang over Almuñecar efter stormen

Solopgang over Almuñecar efter stormen

Nøj, hvor er den solopgang smuk!

Nøj, hvor er den solopgang smuk!

Et af Almuñecars varetegn er de optrukne både på stranden

Et af Almuñecars varetegn er de optrukne både på stranden

Morgen på stranden. Fiskerne renser deres garn

Morgen på stranden. Fiskerne renser deres garn

Rigtigt godt gået Frede! Så sker der noget i andedammen.

Vi anbefaler alle at kigge forbi fyens.dk, hvor I kan se Fredes valgvideo

Almuñecar ligger omgivet af flotte plantager. Her er det avokadoerne, der hænger tæt.

Almuñecar ligger omgivet af flotte plantager. Her er det avokadoerne, der hænger tæt.

Turen gik igen til Malaga...

Kagedesperate....gik på meget dyrt konditori i Malaga

Kagedesperate....gik på meget dyrt konditori i Malaga

Restaurering. Kun facaden står tilbage af det gamle smukke hus

Restaurering. Kun facaden står tilbage af det gamle smukke hus

Borgen i Malaga blev invaderet af 4 vikinger fra det høje nord

Borgen i Malaga blev invaderet af 4 vikinger fra det høje nord

Hola

Hola

Hola hola

Hola hola

Hopla

Hopla

Skal hjertet sidde i halsen?

Vi ville finde dyreparken, Peña Escrita, som vi troede lå lige uden for Almunecar, og som Christian og Anna meget gerne vil se..

 Skiltene førte os op i bjergene, og hvis vi før havde troet, at vi havde kørt bjergkørsel, så måtte vi hurtigt sande, at dette ikke var tilfældet. Vejene blev smallere og smallere og mere og mere snoede. Afspærring ned mod de lodrette kløfter var ikke noget, man brugte.

Anna og Jan syntes, at det var mægtigt spændende…sådan lidt som at køre i rutsjebane i Legoland, sagde vores yngste kækt.

Christian og jeg sad derimod med hjertet oppe i halsen. Havde jeg ikke været den voksne, havde jeg hylet højt og fyldt en plastikpose, men jeg måtte pænt tage mig sammen og sad i stedet med hvide knoer og fingrene stramt knyttet om håndtaget i døren.

Efter et stykke tid kom vi frem til, at det der Peña Escrita ikke kunne være den dyrepark, som vi søgte. Vi var nemlig kommet ret højt op i bjergene og meget langt væk fra alt normal civilisation. Her var der da ikke noget fornuftigt menneske, der kunne finde på at anlægge en dyrepark, tænkte vi og blev således enige om, at vi måtte have taget fejl. I stedet havde vi nok kørt efter en af Andalusiens mange naturparker, tænkte vi snusfornuftigt.

2km. før mål satte jeg hælene i og forlangte halvhysterisk, at vi vendte dytten og kørte af mod La Herradura, som er vores lille naboby. Jeg tænkte, at den 10 kilometers rute, som vejskiltet af træ viste, ikke kunne være så nervepirrende som det stykke, vi allerede havde kørt. Men det skulle jeg snart komme til at ændre mening om.

Vejen ned var endnu mere halsbrækkende end vejen op. Flere steder ophørte asfalten, og i stedet kørte vi ad grusede og meget støvede stier ned ad bjergsiden. Her sad jeg i en lille bitte blikæske og var temmelig usikker på, om vi ville komme helskindet ned igen. Skulle vi virkelig ende vores dage mast flade i en sølvgrå møgspand af ukendt spansk mærke?

De politisk korrekte vinde hvisker højt, at det er bedre at fortælle historien om det halvfyldte glas i stedet for det halvtomme, så det prøver jeg hermed på:

Langs hele ruten stødte frugt-, oliven- og avokadoplantager op til vejen, og vi stoppede op mange gange og tyvstjal noget frugt. Sikke et fantastisk syn at se avokadoerne hænge tæt i træerne, granatæblerne svajede sprængmodne på deres grene og grøngule appelsiner sad og ventede på, at solen havde modnet dem tilstrækkeligt til plukning.

Og (endelig) efter mange timer stødte vi på kendt asfalteret motorvej, og jeg åndede højlydt lettet op. Blikspandens passagerer klappede af kaptajnen vore egen Stefan Rasmussen, der med iskoldt overblik havde formået at få os sikkert tilbage på autoriseret asfalt med autoværn og metalvejskilte.

I skrivende stund er det over et døgn siden, vi kom hjem, og når jeg tænker på turen, får jeg det igen dårligt. Og for at det ikke skal være løgn, så har vi lige opdaget, at den der naturpark alligevel ikke var en naturpark.

Faktisk var det den dyrepark, som ungerne så gerne vil se.

Jeg har udbedt mig i hvert fald en uges betænkningstid, inden jeg vil tage afgørende stilling til, om vi skal køre derop igen. Lige nu takker jeg nej. Der må være mange andre dyreparker i verden, som er mindst lige så flotte, og hvor jeg ikke behøver sætte min familie og mit eget liv ind som indsats for at nå derhen. Nu snupper jeg alligevel lige den sidste sjat i mit halvtomme sherryglas J Jeg bestemmer jo heldigvis selv, hvornår jeg fylder det igen.

Hjæææælp!

Hjæææælp!

Laaaang vej hjem

Laaaang vej hjem

Det var så her, vi valgte den forkerte rute ned ad bjerget

Det var så her, vi valgte den forkerte rute ned ad bjerget

Så føler man sig fa.... på afveje!

Så føler man sig fa.... på afveje!

Dagens høst

Dagens høst

Hjemmesidens hovedskribent taget på kornet i et meget koncentreret moment

Hjemmesidens hovedskribent taget på kornet i et meget koncentreret moment

Ad den gamle landevej mellem Almunecar og Granada

Han findes alle steder, men hedder noget forskelligt: Jens Langkniv fra Daugbjerg; Robin Hood af Locksley, for sandt er det i hvert fald, at hvor landskabet er ufremkommeligt, og man kan gemme sig i naturen – om det er bjerge og dale eller bakker og gruber eller skove og skrænter så digter folkesjælen legender ud af fordoms forbryderbedrifter, især hvis det handler om at tage fra de rige og give til de fattige. Sådan er det også her i Andalusien, hvor landevejsrøverne blev kaldt bandoleros og herskede i bjergene omkring Malaga og Granada til sent op i 1800-tallet. Uden at kende ham kan man alligevel ryste lidt i bukserne, når man høre et navn som: El Bizco de El Borge; engang en fredløs forbryder, nu genstand for historisk krimi-romantik. Tusind gange mere udødelig end samtidens mest lovlydige borger. Men hverken den udødelige eller den kedelige traf vi, da vi kørte ad den gamle bjerglandevej mod Granada. Men måske en efterkommer, der har arvet lidt af hvert - i byen Otivar, hvor vi gjorde første stop, inden vi for alvor tog fat på bjergkørslen. En lille perle i bjergkæden, hvor vi kunne nyde en kop kaffe og is til ungerne. Der fik vi en snak med en ældre herre, Andreas, som sad bænket udenfor cafeen midt i byen og som hilste på enhver, der gik forbi. Med lidt engelsk, lidt mindre fransk og næsten intet spansk fik vi en hyggelig snak, og vi fik forklaret, at vi var lærere af sted på lang ferie med vores børn: nous somme professeurs. Det lyder skide godt på fransk. Han kunne bare ikke forstå, at når vi var lærere, at vi så ikke kunne spansk. I stedet for at komme med en nærmere forklaring på det, hilste vi pænt af og kørte hen til byens udsigtspunkt, der undskyld udtrykket var absolut bjergtagende. Som at være i et landskab i Ringenes Herre, dog uden Frodo til at komme vandrende forbi ad ringvejen, men derimod med Franco fræsende forbi i nærheden på sin offroader, til at minde os om, at oktan og kubik finder vej over alt. Og apropos det kørte vi videre op i bjergene.

Højere oppe mødte vi autentiske, andalusiske bjerggeder, der var anført af geden med – ikke de stiveste horn, men med de største n…, og så skriver jeg ikke mere, men pludselig bjællede klokken længere nede ad vejen og af sted galopperede de klovbærende dyr – de vidste nok, hvor de skulle hen, men denne dag var de forfulgt af lærerinden fra Odense, der skulle sikre sig et billede af geden med de før som så omtale store osv. Os der sad i bilen og så det hele, glemmer aldrig synet af Lisbeth i fuld firspring efter geden med de før så unævnelige for at forevige dyrets forædlingspotentiale som gjaldt det forsiden til National Geografic.

Vi kørte videre, og pludselig så vi en faldskærmsflyver, et skørt syn, når vi mest er vant til at se elastikspring, men her var der termik og opdrift og ikke mindst højde nok til at holde sig svævende i lang tid, hvis det var det, man havde lyst til.

Længere oppe ad bjerget lå der de største grankogler i vejkanten, og vi standsede og så og samlede til den store guldmedalje – alle de kæmpekogler, der skal udgøre årets nye julepynt hjemme på Kirsebærgrenen, men det er nu underligt at indsamle julestads i 1500 meters højde iført solbriller og sandal - og det skal vi fortælle vores børn, når de engang bliver … - nå, nej, de var jo med – he he. Når vi alligevel er inde på vinteren, så kom vi forbi et vejskilt, som vi tolker som: Pas på sne! Selvom vi ikke forstår det, kan det godt have sin berettigelse. På samme måde som når Hjemmeværnet dirigerer trafikken ved udsalgstid omkring de store indkøbscentre – det er også en gåde hvorfor, men alligevel skal vi tage det alvorligt.

Hist hvor bjergvejen slog en af sine sidste bugter, kom vi forbi en absolut gammel rønne, hvor væggene en smule skæve står, og naturens hammerslag har været på spil – og det hele er overladt til tidens langsomt eroderende tand. Helt symbolsk fandt vi resterne af et dyr, liggende i vejkanten foran rønnens tidligere matrikel som bevis på, at her har engang været liv, og at det endte i en kamp, hvor tabernes spor ligger tilbage. Der er nok af oplevelser på den gamle landevej over bjergene mellem Almunecar og Granada, og en af dagene skal Lisbeth fortælle mig, hvad vi så, for jeg havde rigeligt at gøre med at køre bilen.

Udsigtspunkt i Otivar

Udsigtspunkt i Otivar

Geder på afveje

Geder på afveje

Kæmpekogler...årets julepynt, hvis vi kan få dem slæbt med hjem

Kæmpekogler...årets julepynt, hvis vi kan få dem slæbt med hjem

30 graders varme

30 graders varme

Hammerslag i Andalusien

Hammerslag i Andalusien

Så øde så øde

Så øde så øde

Talende tal - taltaler.

 

34 dage har vi været i Spanien.

 

21 dage siden jeg sidst røg en cigaret. I første omgang var det på grund af en helligdag og ingen mulighed for at købe cigaretter, at jeg blev påtvunget et ufrivilligt rygestop. Nu er der gået lidt sport (grimt ord) i den, og jeg vil se, hvor lang tid det tager at fravænne min krop cigaretternes afhængighed. Og det går faktisk ret godt. Når trangen melder sig, varer det heldigvis ikke så lang tid, inden den igen er forduftet.

 

4 badeture for mig i havet indtil nu….ho ho, jeg er jo ikke så vild med at svømme. Blev dog påtvunget en tur i swimmingpoolen en dag, hvor Jan var muggen.

 

6 bøger læst:

  1. Gargoilen af Andrew Davidson…fantastisk!!!
  2. Biografi om Etta Cameron: Møghamrende irriterende bog, som får lov til at blive i Spanien.
  3. Drengen i kufferten af Kaaberbøl og Friis, for øvrigt Lene K's første voksenbog. Den var faktisk vældig læseværdig. Fin spændingsroman.
  4. Hundens ører af Maria Ernestam. Mærkelige og indfangende fortællinger, der fint bindes sammen af en grundhistorie om et mord på en mor.
  5. Astrid og Veronika, af Linda Olsson. Jeg læste, græd, læste, græd fra start til slut. Jeg havde bogen med på stranden, læste om natten og sluttede først, da den sidste side var læst. Fantastisk smuk og meget sørgelig bog. Christian kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg gad læse en bog, som jeg hylede så meget over.
  6. De otte af Kathrine Neville…Spænding fra første side. Skak, intriger, spænding, begær, hvem snyder og bedrager hvem? Mystik og gamle legender. En rigtig god spændingsroman.

 

 

96 trappetrin op til 6. sal, hvor vi bor.

 

1 euro for 1 liter benzin, 1 kg. solmodne tomater eller en is.

 

14 km løb i Almuñecar deltog Jan i sammen med en masse andre løbegale entusiaster.

 

68 lapper til mit slumretæppe er nu hæklet…så mangler jeg ”blot” 112, hvilket jo er nummeret på alarmcentralen. Måske burde nogen ringe det nummer op og få mig indlagt…tænk sig at sidde hver dag og hækle lapper til et slumretæppe i 30 graders varme.

 

7 meget grimme malerier pryder stuevæggene i vores lejlighed.

 

5 sms'er indløbet på min mobil i dag. Tak for dem!

 

31 euro betalt for 2 lækre trøjer til Christian og Anna Frida i dag.

 

29 grader måler termometret på altanen den 18.10.09 i Almuñecar.

 

15 gange madmodighed tog det Christian at vænne sig til smagen af oliven. Nu er vi 4 olivenelskere i familien.

 

4 kufferter og 4 stk.håndbagage….hmmm mon vi kan have alt vores skrammel, når vi skal hjem? Vi bliver vist nødt til at smide gammelt sommertøj, badehåndklæder, dårlige bøger og halvbrugte shampooflasker ud, hvis vi skal have plads til alt vores bagage. Vi har efterhånden fået købt en del ting og sager hernede.

 

10 minutter til jeg skal sove. Klokken er mange, og vi påtænker at stå tidligt op og køre op til et flot udsigtspunkt og se solen brede sine orangegule arme ud over Almuñecar i morgen tidlig.

 

22 dage er der, til vi igen er i Danmark

 

 

Efterårsferie

Efterårsferie

Solopgang

Solopgang

Morgen

Morgen

Altan med havudsigt

Altan med havudsigt

Sengetæppe

Sengetæppe

Den marokanske hushjælp kom forbi en dag, Jan var ude at løbe langt

Den marokanske hushjælp kom forbi en dag, Jan var ude at løbe langt

Opvaskemaskinen er i gang

Opvaskemaskinen er i gang

Christian og Anna Fridas værelse

Christian og Anna Fridas værelse

hu hej hvor det går

hu hej hvor det går

I mål

I mål

XXI pruebo de fondo costa tropical de Almunecar

 

Første søndag i oktober løber de det årlige 14km lange byløb Costa Tropical i Almunecar. Der er pæne pengepræmier at hente for de fem bedst placerede, så der kommer folk helt fra Motril og andre omliggende byer for at deltage, ja, helt fra Odense i år. Bare det at få sig meldt til løbet var en oplevelse i sig selv. Vi så reklamen for løbet på turistkontoret, og damen bag skranken kunne oversætte, at løbet var gratis, man skulle blot melde sig til inden 1. okt klokken 22 på kontoret på det lokale stadion. Da tilmeldingsfristen ikke var overskredet endnu, tog jeg hen på løbskontoret blot for at konstatere, at det var lukket, men heldigvis var kontoret ved siden af åbent, og der sad en mand bag et skrivebord. Han talte ligeså godt engelsk, som jeg taler spansk, dvs omtrent nada, men med fælles hjælp og brochuren for løbet i hånden, lykkedes det os at få opklaret nogle ting alligevel. Vi konstaterede, at tidsfristen for gratis tilmeldings ikke var overskredet, hvorpå den hjælpsomme mand bag skrivebordet tog telefonen og ringede til en ansvarlig for løbet og fortalte, at her stod der en hombre, der gerne ville skrives på deltagelisten til løbet. Desværre var beskeden, at løbet var overtegnet, hvilket ikke er ualmindeligt – tænk bare på Nytårsløbet i Odense - men, at jeg kunne møde op på stadion på løbsdagen og betale 10 euro og være med alligevel. Beløbet gik til kræftforskning, og jeg løb af med en stor oplevelse.

Hjemme i Almunecar igen. Christian med vinterhue og Jan med Fez....Hmmm hvad skal vi dog stille op med dem???

Hjemme i Almunecar igen. Christian med vinterhue og Jan med Fez....Hmmm hvad skal vi dog stille op med dem???

El Goleto... 4 dages mini-ferie mod vest

El Goleto... 4 dages mini-ferie mod vest

Aahhhh ren afslapning

Aahhhh ren afslapning

Om bord på det gode skib Sara 1 af Panama

Om bord på det gode skib Sara 1 af Panama

Danske spor, der vidner om skibets oprindelse

Danske spor, der vidner om skibets oprindelse

Meget lækker marrokansk restaurant

Meget lækker marrokansk restaurant

Udsigt over Tangers gamle bydel. Læg mærke til de mange paraboler. Så kan folket se fodbold, forklarede vores enøjede tæppehandler

Udsigt over Tangers gamle bydel. Læg mærke til de mange paraboler. Så kan folket se fodbold, forklarede vores enøjede tæppehandler

Krydderier i store mængder

Krydderier i store mængder

Vores guide i Tanger, Alalal

Vores guide i Tanger, Alalal

Tanger, tur-retur

Det begynder i den spanske havneby Algeciras.

Rovdyrene var mødt op til vandhullet lige fra daggry for at slukke den helt store tørst. De var klar til at iscenesætte tillid og hjælpsom med en dagsorden om at gå efter struben ved den mindste blottelse. Det første røverdyr vi mødte var en ung mand, der kunne hjælpe os med at købe billetter til Tanger. Han vinkede os ind til siden, og så vi parkerede bilen nær havnen. Han førte os den modsatte retning, over vejen med den travle morgentrafik, hen til et kontor, hvor en flink mand, iklædt ulastelig habit, solgte os billetterne. Vi blev afleveret ved vores bil igen, den unge mand forlangte penge for ulejligheden, og det fik han. På den korte vej til færgen passerede vi adskillige kontorer med billetter til Tanger, og nysgerrigheden fik os til at undersøge prisniveauet for blot at konstaterer, at vi var blevet snydt af manden i den ulastelige habit. Pludselig stod det klart, at vi var blevet indfanget af den unge mand og bragt til den pæne mands kontor. Men det skulle være løgn. Angreb er det bedste forsvar, og vi havde tid nok til at give igen, selvom vi var blevet bildt ind, at færgen snart sejlede. Tillid kan man komme langt med, men også brænde sig på. Vi havde nær brændt 20 euro af, fordi vi troede, vi fik hjælp til parkering og billetter. Tværtimod, vi blev snydt så det drev; THAT IS NOT OK!! som Lisbeth råbte – med overlærerens løftede pegefinger - i hovedet på slynglerne, så de hurtigt indså, at de havde hustlet den forkerte kvinde denne tidlige morgen på havnen i Algeciras. Vi fik vores penge tilbage, og der blev slet ikke brug for mig, der ellers havde mobiliseret en fremskudt brystkasse, samt et par ordentlige franskbrød under armene og en dirrende overlæbe, der både kunne være angst og aggression. Klar til at komme ind i kampen, hvis det blev nødvendigt. Således i  triumf bar vi Lisbeth i guldstol ombord på det gode skib Sara 1 af Panama og stævnede mod Afrikas kyst, hvor vi senere skulle betræde nogle få nano-skopiske hektarer af det store kontinent. Jeg fik også ros for min indsats for at få vores penge igen, men de andre havde glemt, hvori den egentlig bestod. Gadehandlerne i Tanger kunne bare komme an, for Lisbeth var i topform til at prutte enhver marokkansk handlende langt ned i pris, også selvom han måtte være forsørger til 14 ukonfirmerede unger i den skolepligtige alder. We are only teachers from DK, so we are not rich people. Den åd de råt i Tanger, godt understøttet af Lisbeths herningensiske handelstalent.

Sejlturen tog over to timer, nok til at opdage, at skibet var en udtjent, kondemneringsmoden skrotbunke fra Danmark, der i sine velmagtsdage kunne havde sejlet på Bornholmstrafikken. Men nu burde være på vej til ophug i Indien. Skiltet med: Hunde skal holdes i snor, afslørede den danske fortid, samt skilderierne med danske orlovsfartøjer.

Skibet, med en tyk sort hale af røg op ad skorstenen, nåede Tanger, og vi skulle udfylde papirer og vise pas og have stempler. Vi gav stempelmanden, der havde kontor ved en spiseplads i en af salonerne, alle fire pas, men han ville ikke stemple børnenes pas – det var ikke nødvendigt. No problem. Men da vi skulle gå fra borde og igen vise pas, kunne vi ikke komme i land, for der manglede stempler i børnenes pas. Vi blev bedt om at blive på skibet med besked om at vente på manden med stemplerne. Når det var i orden, kunne vi forlade skibet fra bildækket. Og så trak de lejderen væk, og der stod vi så – så tæt på Afrika og alligevel så langt derfra på en gammel dansk færge nu indrettet med moske og bederum, men her hjalp ingen bønner kun tålmodighed. Der gik evigheder inden manden dukkede op, og nye passagerer begyndte at komme ombord, da vi endelig fik de manglende stempler. Vi gik fra borde via bildækket og mødte igen manden, der før havde afvist os pga. de manglende stempler, nu i gang med at dirigere lastbiler ombord. Han genkendte os, men ville ikke se stemplerne, han lagde blot hånden på min skulder, da jeg ville vise ham børnenes pas nu med de vigtige stempler, og så sagde han lakonisk: Wellcom to Marokko.

 

Vi havde godt fem timer i Tanger, en millionby med godt og vel 90 % - som guiden senere fortalte - moderne muslimer og resten katolikker, og skulle der være nogen tilbage, var det jøder. De lever i fredelig sameksistens, fik vi også at vide, da vi senere blev ført gennem byen med adskillige imponerende moskeer, spredte kirker og en enkelt synagoge. Børnene går i skole fra 7.30 til 18.00 om aftenen afbrudt af en 2 timer lang middagspause. Kvinder uddanner sig og arbejder, men de går også hjemme og får ikke ualmindeligt fem til syv børn – en verden mellem stærk forankret tradition muligheder i fornyelse. Men alt det ved vi ikke noget om endnu. Vi er kun lige kommet ind med færgen. Vi ville have fuld valuta for pengene, også selvom det så skulle koste lidt mere. Efter at have sprunget de første venlige og imødekommende personlige guider over i ankomsthallen i Tanger, blev vi få sekunder senere passet op af en ældre marokkansk herre med et turistguide-id-kort, der ville vise os rundt i byen – den store tur – som han sagde. Hans familie havde boet tre hundrede år i byen, fortalte han, og han ville sørge for, at vi kom sikkert rundt, både i den moderne og gamle del, transporteret i en taxa, der, skulle det vise sig være lige så ophugningsklar som den synkefærdige skude, vi anløb havnen med. Vi gjorde ham det fuldstændigt klart, vi skulle kunne stole på ham 100 % og, at: We take no bullshit! Således afklaret blev vi alle fire bænket på bagsædet af en bil, der stadig bar Mercedesstjernen på køleren, og vores personlige guide fik tændt cigaretten omme foran. Vi fik rullet vinduerne ned. Chaufføren måtte jævnligt lukke sin dør under kørslen, da den havde den uvane at springe op. Men af sted med os – ud i menneskemylderet. Heldigvis havde vi sikret os returbilletter, selvom der var over 5 timer til færgen – denne gang en moderne hurtigfærge – sejlede.

Første stop var dromedarridning rundt på en parkeringsplads på grænsen mellem et rigmandskvarter og slump dog valley. Pålandsvinden bar den værste lugt fra dyr og driver med længere ind i landet, og vi fik en skør oplevelse for 2 euro. Dromedarture betales i hård udenlandsk valuta. Ind i taxaen igen og videre ind mod den gamle by- og handelsdel Medinaen, der har været driftig de sidste fire fem hundrede år, lige siden de flyvende tæppers og snabelskos tid. Taxaen standsende foran byporten, og chaufføren steg ud – døren var alligevel åben, og gik om og åbnede vores døre, der skulle åbnes med et fast kender-snuptag. Nærmest som når Benny fra Olsen-Banden åbner døre. Nu var vi omsider fremme ved det gamle handelscentrum, der var turens mål. Den yngste var faldet i søvn i taxaen, og med hende sovende i favnen som et symbol på vores tillid til guiden, gik vi indtil et mekka af handlende. Selve Medinaen var en marokkansk mosaik af oplevelser for alle sanser; vi fik himmelsk mad på en fin restaurant; underholdt af musikanter iført fez og løse gevandter; fra toppen af en tæppebutik et vue over en skov af paraboler på en bund af århundrede gamle huse; prutte om prisen på tæpper, tasker og marokkopuder; smage kaktus ved en gadebod; fik foredrag og massage i en kryddeributik; blev ført gennem et labyrintisk net af snævre gader; afviste påtrængende sælgere og tiggere. Og sønnike sagde, at det var første gang, han havde set så mange muslimer. Pludselig var tiden gået, og vi skulle tilbage til havnen. Guidens arbejdsdag var ved at være forbi. Han havde orkestreret os hen til de handlende, han havde aftaler med. Tæppet var ved at gå for vores rolle som statister i et veltilrettelagt spil en almindelig dag i Tanger, men for os var det en stor – meget stor oplevelse. Og da vi sad og ventede på færgen til Spanien spurgte ungerne? Blev du rigtig vred på mændene i formiddags, mor? Og hvad betyder: It is not ok?

 

 

 

 

 

Vi har en chauffør, chauffør, han kører trillebør... Og som I kan se, har han sneget sig til at iføre sig stråhat!!!

Vi har en chauffør, chauffør, han kører trillebør... Og som I kan se, har han sneget sig til at iføre sig stråhat!!!

På på! Giv plads! Jeg drejer til venstre NU!

På på! Giv plads! Jeg drejer til venstre NU!

                                            Blondinen fra Esbjerg danser flamenco i Granada

Eller – halløj, her kommer jeg! en knopsvane med tre livliner, der har øjne så store som …

Nå, men der står vi så og bestiller fire pizzaslices, en enkelt dürum med kylling og

har bare tænkt os at spise det hele på stranden, mens solen synker i vest, som sole nu engang skal,

da ekspedienten pludselig filtrerer et par nordiske gloser i støjen fra lokalet og spørger: Er I fra Danmark? Vi bekræfter. Han fortsætter med H. C. Andersen og nævner Hans og Grethe. Fantastisk eventyr. Ingen af os ønsker at ødelægge den hyggelige turiststemning ved at sige Brdr. Grimm, men han kender godt Danmark og Esbjerg, for der kommer kæresten fra. Her troede vi, fiskerbyens fodboldhold havde gjort et uudsletteligt indtryk på en spansk klub, men det er vel ligeså ved siden af som HCA og Hans og Grethe i samme sætning. Som sendt fra himlen med et halvtliggende vristspark dukker kæresten gudhjælpemig op i biksen med langt, blondt hår, lidt yngre end os, klædeligt fastere i kødet og et stort smil. Vi får en snak om vind og vejr. Vi spørger om vej til turistkontoret. Vi har endnu ikke været der. Hun forklarer vejen derfra, hvor vi står – men, hvad er det nu, det hedder på dansk?, hun holder sin højre hånd i vejret – right – nåja, højre, det er den vej, I skal, så ligger bygningen der, hvilket hun imidlertid udtaler navnet på, hvad vi opfatter som fejlfrit spansk – den ros fortjener hun.

Hun fortæller, hun har været her i 5 måneder, men nu er ferien ved at slutte, hun viser med fingrene, der skal jo også tjenes nogle penge, og de vil jo gerne flytte til Granada. Hun danser for øvrigt flamenco og skal til jobsamtale, men der er så mange procedurer hernede - læs forhindringer for, at hun kan leve som prof. flamencodanser og bidrage til de faste udgifter i lejligheden i Granada. Men hvad forstår vi os på det, vi er jo bare fra Odense med styr på digterens eventyr og levefoden vadende rundt i en fortælling besjælet af livrem og seler, men at miste fodfæstet i blot en enkelt flamencodans, tør vi det? – som blondinen fra Esbjerg. Held og lykke!

"Se min kjole, den har mange farver"

"Se min kjole, den har mange farver"

Et glimt af Katedralen i Malaga

Et glimt af Katedralen i Malaga

Vi så Picassos barndomshjem samt museet med hans kunst

Vi så Picassos barndomshjem samt museet med hans kunst

En ælling i lommen og sikkert et reb i kufferten

En ælling i lommen og sikkert et reb i kufferten

Der sad han så, digteren fra O

Der sad han så, digteren fra O'ense

Det lyder hjemligt

Det lyder hjemligt

Hej Frede. En smedejernslåge kan sagtens være hvid :-)

Hej Frede. En smedejernslåge kan sagtens være hvid :-)

Hov, der står jo lige en sofa. Og det er slet ikke nødvendigt med et slumretæppe

Hov, der står jo lige en sofa. Og det er slet ikke nødvendigt med et slumretæppe

På en plads i Malaga

På en plads i Malaga

Søndag i Andalusien

 

På vej gennem landskabet

ad snerler snoet om

foldede bjerge

forbi kaktus og korkeg

 

ligger landsbyen på stejle klippevægge

påsat med huse

 

På tidsmaskinerejse

uden for sæsonen

 

til en stille sommersolskinssøndag

i skyggen på Plaza i midten af byen

 

parkerer vi bilen med velcro på skrående grund

kalibrerer stedet på øjemål bag solbriller

logerer solkysten med stråhat

indtager tapas og pedro ximénez

 

                      *

 

Så er vi landet, hola!

 

 

 

 

 

El cueva del Nerja

Fredag den 25. september gik udflugten til nogle meget flotte drypstenshuler. Efter at have betalt en halv formue for indgangsbilletterne, blev vi som minearbejdere på én lang række ført ned ad en meget lang trappe, ned og ned gik det. Vi fik på mange forskellige sprog fortalt, at det absolut var forbudt at flashe i grotten…(fnis, det havde vi nu heller ikke tænkt os). Men da vi nærmede os den første grotte, blev vi stoppet og spurgt, hvor mange vi var i vores gruppe. Og jeg skal da lige love for, at der så blev blitzet.

Lur mig, om ikke grottedirektøren havde været et smut omkring Legoland og set, hvordan det kan gå de formastelige og meget fartmodige, der i et øjebliks vanvid, tør kaste sig ud i en tur med Extreme Racers.

Er du en af disse, vil du sikkert nikke genkendende til følgende scenarie: Usigelig glad for at turen er vel overstået, om end det føles som om ens indre prøver at mase sig op på den forkerte side af drøblen, opdager du, at du under turen er blevet spionfotograferet, og at du for den nette sum af kun 65kr.kan erhverve dig det rædselsfulde resultat som evigt minde.

Sådan et foto kunne vi efter grottebesøget købe.

Vi valgte at takke nej til billedet og i stedet bruge pengene på is til ungerne og 2 kopper usmagelig cafe' con leche selvfølgelig til en himmelråbende, horribel overpris… men udsigten fra cafe'terrassen kostede ikke noget, og den var til gengæld umådelig smuk.

Kirke i Almunecar

Kirke i Almunecar

En pande med paella

En pande med paella

Bryllup og en pande med paella

 

Egentlig gik vi bare rundt i Almunecars snævre, labyrintiske gader, da den andalusiske folklore trådte i karakter hele to gange på en dag. Vi ledte efter kirken i byen, og da vi fandt den, var der bryllup. Vi blev hængende og fik lidt af stemningen med, inden vi fortsatte turen rundt i den gamle bydel. På vej mod castillo de san Miguel, borgen i byen, kunne vi høre høj musik og festlarm, og det var vel næppe bryllupsselskabet, der allerede var godt i gang i de lejede lokaler og lige havde indledt med brudevalsen. Det var det overhovedet heller ikke, det var byfesten for den lokale helgen san Miguel, vi kunne høre. Så vi stak vores nysgerrige næser inden for og måtte konstatere, at mere spansk blev det næppe. Et overdækket område på størrelse med en håndboldbane med musikscene og plads til at danse i den ene ende, bar i den anden, derimellem borde bænket med indbyggere i alle aldre plus en enkelt turist med hvide sokker i sandalerne. Men så stod den der - på sidelinjen - en gigantisk pande med paella – den målte vel tre meter i diameter – hvorfra der i bogstaveligste forstand blev skovlet national risret op på uanede mængder af engangstallerkner. Vi stillede os velopdragent og anstandsmæssigt op i køen og fik vores portion. I de opgivelser smagte den fantastisk, og sønnike var madmodig, men stod af på stykket med musling.

Håndværkertilbud

Håndværkertilbud

Tak for hilsnerne i gæstebogen. Dejligt at høre fra jer alle

Ispause. Næste stop: Internetcafe

Ispause. Næste stop: Internetcafe'

Erik dykker efter havfruen

Erik dykker efter havfruen

Stævnemøde

Stævnemøde

Frigiliana

Frigiliana

Frigiliana

 

Historien begynder ikke langt derfra og med en biltur til Spanien.

Hernede bruger vi gas til komfuret og til varmtvandsbeholderen, og det er jo vældigt, når man har vænnet sig til det, men knap så vældigt igen, når gassen så går af beholderen. Forleden gik gassen, og vi skiftede til den nye beholder, og det kom der mere end gas udad. Desværre ville lugten af gas ikke umiddelbart forsvinde fra køkkenet, og vores forsøg udi gas- og vandmesterkunsten nærmede sig en sprængfarlig fuser. Med risiko for at vores fælles ubehjælpsomhed blev forvekslet med et terrorangreb i avisernes overskrifter, søgte vi hjælp. Og den fandt vi på etagen nedunder hos et ældre dansk ægtepar fra Grenå. Konen var på vej ud og lufte hunden, så hun blev først sat ind i situationen. Hun beroligede os med, at manden var praktisk anlagt, og han ville kikke op, så snart han havde været i bad. Ja, skal man af sted herfra, er det vel ok, at komme ren af sted. Manden kom op iført sin gamle T-shirt med emblemet for De blå Baretter. Allerede der blev vi roligere, og det var ligesom lugten af gas forsvandt mere og mere. Haner blev lukket og åbnet og slanger forbundet på ny - nærmest som en tryllekunst lige for øjnene af en, og selvom varmtvandsbeholderen voldte lidt problemer for vores blå baret med praktisk anlæg, kom også den i gang. Vi takkede og serverede en øl, og han begyndte at fortælle om turen fra Grenå til Almunecar i bil - tre tusinde og et eller andet km, og de var kun lige kommet til Middelfart, som blev beretningens første stop, og vi kunne ane en lang historie foran os. De skulle besøge noget familie og overnatte, og de kendte for øvrigt også nogen i Odense, og næste dag kørte de til Flensborg, ind til en mekaniker og Fleggaard, men allerede syd for Hamburg var der problemer med bilen igen – noget med dækkende og de måtte ringe SOS, og de ventede i tre timer inden hjælpen kom, for kranvognschaufføren havde fået en bøde for at tale i mobil og vel at mærke ikke brugt det håndfri sæt, for som vores nødstedte rejsende havde fået opsnuset, så havde kranvognen modtaget deres opkald i nærheden af uheldsstedet, men en tjenesteivrig færdselspatrulje fangede chaufføren, med en hånd på rattet og en på mobilen og blink, blink. Det, der så ud som en hurtig ekspeditionssag, blev en langtrukken affære, for bøden skulle betales prompte tilbage på stationen i Flensborg, inden kranvognen kunne fortsætte hjælpearbejdet, og i samme detaljerige beretterstil fortsatte vores gas- og vandmester bilturen - nu krydret med: Så sagde jeg også til Ulla, når han ville foregribe en hændelse og lægge op til noget dramatik med sig selv i rollen, som den der ragede kastanjerne ud af ilden. Vi var nu med bag i bilen som to artige børn, der dog hurtigt faldt i søvn, og vi husker kun, at da de kom til Madrid, var der mærkeligt nok inden problemer denne gang, for der kan ellers nok være mere og værre trafik end omkring Paris og så derudad på banen igen og en fartbøde i skyndingen og så bla bla bla., men alt godt får jo en ende, og omsider slap øllet op, og da han var på vej ud ad døren, kunne vi igen høre, hvad han sagde, for pludselig sendte han på en frekvens, hvor vi kunne være med: Frigiliana, sagde han - en lille hvid landsby ikke langt fra Nerja, nej, dén lille hvide landsby ikke langt fra Nerja, hvor Thomas Helmig har sommerhus. Næste dag stod vi tidligt op, sprang børnenes skolestue over, og tog en heldagstur til Neja og Frigiliana, men vi så ikke Thomas Helmig. Heller ikke hans forfattermodelkone i bikini og bart maveskind. Men nu har vi også været der, og vi har fået skiftet gasbeholder.

Leg ved stranden

Leg ved stranden

Imponerende slangemenneske uden for katedralen i Granada

Imponerende slangemenneske uden for katedralen i Granada

På tur til Granada. Meget smuk udsigt over bjergene

På tur til Granada. Meget smuk udsigt over bjergene

Lisbeths lister

 

10 solstråler om Spanien:

 

  1. Sandalsæsonen udvidet…er ikke glad for indespærrede tæer.
  2. Lækre og anderledes fødevarer at eksperimentere med. Vi afprøver vores madmodighed, og den er stor.
  3. Tid til masser af snak med familien.
  4. Omgivet af bjerge, blå himmel og den mest fantastiske havudsigt. Konstant bølgebrus i ørerne, der får tankerne til at flyde.
  5. Absolut ingen kryb og insekter, ikke engang en lille myg har sværmet.
  6. Kommoden fyldt med bøger og masser af tid til at læse dem. Læser lige nu Gargoilen af Andrew Davidson… Kan stærkt anbefales.
  7. Ingen morgenstress. Vi står op, spiser dejlig morgenmad, drikker kaffe på altanen og får startet dagen stille og roligt.
  8. Stressniveauet er i det hele taget i bund, og pulsen er så lav, at man helt kan blive i tvivl om, hvorvidt der findes nogen hjerteaktivitet. Men så møder man en herreløs hund med skarpe tænder, og så mærker man igen hjertet slå J (Øhhh, jeg var i tvivl om placeringen af dette punkt.)
  9. Mmmmm har fundet en god isbar med meget lækker is til ikke ret mange penge…og den ligger lige på vejen til internetcafe'en…fnis!
  10. Slipper for at se fjernsyn, især sport, tekst-tv og larmende kong-fu-karate-tegneseriefilm med høj lyd.

 

 

10 trælse surstråler om Spanien:

 

  1. Sandalsæsonen udvidet…det kommer til at koste kassen hos en fodspecialist, når jeg kommer hjem med hælrevner så dybe som vulkankløfter.
  2. Dårlig madras, min gamle ryg er radbrækket. Kiropraktoren i Bolbro kommer til at spinde guld på mit spanienseventyr.
  3. Toiletterne løber, larmer og trækker ikke godt nok ud. Hurra for den danske effektivitet.
  4. Kommer helt sikkert til at savne verbale input fra andre mennesker end dem, der bærer det gode navn Andersen J
  5. Var bedre venner med beklædningsdelen bikini for 10 år siden…men det er vel egentlig ikke Spaniens skyld.
  6. Køkkenet i lejligheden er udstyret ret dogmeagtigt. Jeg savner mine skarpe knive og ALLE mine køkkenmaskiner. Og ja, jeg ved godt, at man i gamle dage sagtens kunne røre en chokoladekage i hånden, men jeg mangler altså bl.a. min elpisker!
  7. For lidt hjemmebag! Men det kan jeg vel bare gøre noget ved.
  8. Spanierne sjofler med parkeringspladserne, og det er aldrig til at finde en p-plads Grrrrr! Folk der brokker sig over parkeringspladsmangel på Stærmosegårdsvej burde skamme sig J
  9. Lejligheden mangler internetopkobling. ”Forbrydelsen” starter snart igen, og så var vi jo også lige gået i gang med at følge med i ”Talentshowet”. Begge dele kan vist ses på nettet, hvis ellers vi var online.
  10. Har godt nok fladskærm, men kun spanske kanaler… Nå, bliver vi desperate nok, kan vi vel finde et spansk Talentshow og følge med i.

 

10 ting jeg savner

 

1.      Familien…herunder også bonusnabofamilien

2.      Mine venner… Herunder daglig udveksling af mærkelige tanker via mail med Trine B og andre kringlede og krøllede hjerner.

3.      Min seng!

4.      Mit køkken og ALT hvad det indeholder.

5.      At ryge en aftencigaret med Mette.

6.       Jytte og pigerne tirsdag aften.

7.      Lærerværelset og kaffen på skolen…ha ha det var for sjov!

8.      Opvaskemaskinen, men heldigvis ser Jan forbasket godt ud med en opvaskebørste i hånden J

9.      Mine mange slumretæpper.

10.  Den blå Klovborg, dansk økomælk og farmors frikadeller.

 

 

 

10 ting jeg bestemt ikke savner

 

1.      Konstant at høre om DF og Pia K's evindelige ævl

2.      Ikeas ombygning

3.      Forberedelse især søndag aften.

4.      Vækkeurets kimen specielt mandag morgen.

5.      Skolernes Motionsdag. Første gang i 15 år jeg slipper. Hurra hurra, det spanske flag hejses fredag den 16. oktober, og jeg vil snuppe en formiddag på sofaen eller ved stranden uden fysisk aktivitet overhovedet!

6.      Andelsboligens aktivitetsdag.

7.      Pusser der kommer hjem med mus og tæger.

8.      12 grader, rusk og regn.

9.      Jyllandspostens alt for ihærdige telefonsælger.

10.  At føre protokol samt få den afleveret til tiden.

 

Ved swimmingpoolen

Ved swimmingpoolen

Hop nu i far!

Hop nu i far!

Slangebøsseskud

Slangebøsseskud

Dagens frokost

Dagens frokost

Og så var der sørme også en hel væg fyldt med pølser. En klog mand har engang fortalt os, at jo grimmere pølser og oste er, jo bedre smager de.

Og så var der sørme også en hel væg fyldt med pølser. En klog mand har engang fortalt os, at jo grimmere pølser og oste er, jo bedre smager de.

Fiskeafdelingen i et stort supermarked

Fiskeafdelingen i et stort supermarked

… og gamle Danmark i en nøddeskal

 

eller historien om en godnatsmøg på altanen

jo

man skulle have været udenlandsdansker

 

selvfølgelig

 

der bor ligefrem otte hundrede danske familier i Almunecar

  kilden er ejeren af internetcafeen

  om han har talt rigtigt eller bare har googlet sig frem og lagt nogle hollændere til i farten

vides ikke

men han er troværdig

 for han gav kredit uden at spørge efter www og snabel a

 

   langsomt finder vi ind i

 hvordan vi finder ud af det hernede

 

 hvornår skal vi ditten, og hvornår skal vi datten? hvor mange dage er der til, vi skal? og hvad skal vi så? og så holder de gudhjælpemig siesta

    for ikke at tale om alle de ting, vi skal nå at købe

  det er fast arbejde at pausere arbejdsmarkedet

ups

 den skyller vi ned med en tør sherry

program, program og atter program

 

men ellers kan en dag gå med at dimse rundt på det stedlige marked

 prutte om prisen på godtkøbsting og indimellem fange en solbrun dansk glose med pension hjemmefra i dialekten

tage hjem og spise frokost og være på stranden om eftermiddagen

 igen inden aftensmaden

 sønnike prøver sin nye slangebøsse af på Middelhavets bølger

 den yngste prinsesse samler kasteskyts i flamencodragten

fruen i lejligheden moser nye spanske kartofler sammen til en vemodig gang

brændende kærlighed

uhm, duften af bacon

   på sofaen lokker slumretæppet med sin uegennyttige omsorg

                                             blød i filten

                                            løbeskoene trækker frisk luft på altanen

                                                                           og

                                                                          nåja

 

 vi skal jo også opleve noget

 inden vi forsvinder i statistikken

                      og i morgen er der atter en dag …

To kønne planter foran palmer

To kønne planter foran palmer

På toppen af bjerget står dette kors. Det er meget højt og lyser om aftenen og natten

På toppen af bjerget står dette kors. Det er meget højt og lyser om aftenen og natten

Op op op!

Op op op!

Den hvide bygning ned mod havet er Ramos, hvor vi bor

Den hvide bygning ned mod havet er Ramos, hvor vi bor

Jages af bølger

Jages af bølger

Solopgang set fra altanen

Solopgang set fra altanen

Vækkeuret ringer, og vi står op allerede første gang, så vi ved, at det ikke er en almindelig hverdag. Det er mørkt udenfor. Først om et par timer står solen op. Foran os venter taxa, tog, fly og bil, inden vi er fremme i Almunecar og åbner skydedøren ud til altanen og Middelhavet.

Vi har 5 kg for lidt med i bagage. Ud over det praktiske og æstetiske osv. vil det, vi køber på rejsen blive set i forhold til de 5 kg.

I Kastrup Lufthavn var Lisbeths hækletøj i håndbagagen ved at udgøre en mulig terrortrussel, men den rejsende kommunelærerinde kunne berolige sikkerhedsvagten med, at den lille røde saks med runde ender, absolut var til et fredeligt formål: Jeg hækler på et slumretæppe, sagde fruen og kraftigere kan troværdigheden ikke lyse ud af øjnene på en mistænkt og alarmberedskabet, der havde taget plads i skuldrene på vagten, blev afblæst. God tur – var det til Malaga?

Fra lejlighedens altan ser vi ud på Den Tropiske Bugt, der som en maurisk halvmåne har ædt sig ind på kysten og til stadighed former stranden, der om dagen ligger badet i sol et stenkast herfra. Men det er nu ikke altid solen skinner, for da vi ankom, var det bygevejr, og vi spurgte en lokal, om det var almindeligt med en regnvejrsdag i Almunecar. Han rettede det til regnvejrstime. Jo jo, en mand der lever af turisme ved, hvad kunden vil høre.

Lejligheden har et absolut turist-interiør. Enhver, uanset hvor i verden man kommer fra, må stå med en oplevelse af, at man lige trækker på smilebåndet og tænker sit. Men, der er fladskærm med 10 spanske kanaler. Respekt. Og så er plastikblomster praktiske og skilderiet af et havneparti ved Costa del Sol kan blive helt pænt efter 8 uger. Det er som med havudsigten – øjnene skal lige vænne sig til det.

På vej ind til byen i går mødte vi et svensk ægtepar, der har en butik med import af chilensk vin. Og her kunne vi godt nævne – med en litan hånlig kant - det paradoksale i en svensker i udlandet med vin i overskud ligefrem nok til at sælge ud af, men det undlader vi, for de var meget flinke. Konen taler flydende spansk, og vi skulle endelig komme, hvis vi havde brug for hjælp. Måske vil vi tage dem på ordet, for i går bestilte vi mad på Mc Drive – hvad vi troede var 4 menuer, viste sig at være 3 fiskeburgere og en børnemenu med godt med dyppelse til pommes fritterne – der dog ikke var med. Skuffelsen var til at føle på, da vi åbnede poserne hjemme i lejligheden og så, at det første varme måltid i atten timer var en nitte. Med den erfaring rigere som europæiske globetrottere tør die dummen dänen godt sætte vores lid til en stedkendt svensker, om end han sælger chilensk vin på Solkysten.

En sidste kommentar for nu skulle lige være den, at byen oser af små snævre, ulasteligt vedligeholdte gader med tapas- restauranter og is til børnene.

 

"Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg
ja så forsvinder jeg også
sydpå til Spanien & mit luksus-eksil
for at te mig som en tosse
på Costa del Sol hvor solen den danser
en inciterende flamenco i min swimming-pool
har keep cool altid været mit motto
mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto..."

 

 

Så er der kun 3 dage, til flyet letter fra Kastrup med kurs mod Solkysten. Orloven er startet, der er stadig en masse ting, der skal ordnes og en masse dejlige mennesker, vi skal sige farvel til.

 

Queridos amigos

Almunecar ligger på Sydspaniens flotteste kyst, Costa Tropical, hvor bjergene rejser sig mere end 2000 meter over Middelhavet. Fønikerne grundlagde den første bosættelse her, og romerne byggede en akvædukt, som stadig er i brug. På dette sted vil vi i 8 uger nyde livet, læse en masse bøger, bade, være kulturelle, gå på jagt efter kulinariske specialiteter, slappe af og ikke være tvunget til andre pligter end at hygge os. Dette er planen for vores orlov…Læs med på vores hjemmeside, om vi overholder planen, eller om vi bryder den. Vi vil blive rigtig glade for hilsener i vores gæstebog.

 

Kærlig hilsen

Anna Frida, Christian, Jan og Lisbeth.

Design by Free CSS Templates  •  Icons by FAMFAMFAM
Webmaster: Lisbeth Madsen
SmartSite Publisher